VEDTÆGTER FOR DANSK RYGKIRURGISK SELSKAB (DRKS)

§ 1 Navn.
Selskabets navn er Dansk Rygkirurgisk Selskab (DRKS). Selskabets navn over for udlandet er Danish Society of Spinal Surgery.

§ 2 Selskabets formål.
Selskabet har til formål at styrke kvaliteten af den kirurgiske rygbehandling i Danmark.
Dette sker ved

  • at fremme det videnskabelige arbejde indenfor rygområdet herunder at afholde videnskabelige møder
  • at fremme kirurgisk uddannelse indenfor rygområdet
  • at fremme forståelse og samarbejde mellem de rygopererende specialer i Danmark.
  • at udbygge den kirurgiske rygbehandlings nationale og internationale relationer såvel indenfor forskning som indenfor klinik
  • at virke som rådgivende funktion overfor tredje part

§ 3 Tilslutning til andre selskaber.
Selskabets nationale virke sker i et nært samarbejde med de øvrige rygkirurgiske fagområder repræsenteret ved Dansk Ortopædisk Selskab (DOS) og Dansk Neurokirurgisk Selskab (DNKS) og EuSSAB/Eurospine.

§ 4 Medlemskab.

Stk. 1 Som selskabets ordinære medlemmer optages læger, der er medlemmer af Dansk Ortopædisk Selskab eller Dansk Neurokirurgisk Selskab, og som har interesse for rygkirurgi. Desuden kan øvrige læger med dokumenteret interesse for rygkirurgisk diagnostik og behandling optages som ordinære medlemmer. Indmeldelse og udmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen. I tvivlstilfælde træffes afgørelsen af generalforsamlingen.

Stk. 2 Som korresponderende medlemmer kan på bestyrelsens forslag og efter generalforsamlingens godkendelse optages udenlandske læger eller andre personer, som har vist særlig interesse for dansk rygkirurgi. Ordinære medlemmer, som på grund af sygdom eller alder forlader deres virke, kan overgå til at være korresponderende medlemmer. Korresponderende medlemmer er kontingentfrie og uden stemmeret.

Stk. 3 Æresmedlemmer kan efter bestyrelsens forslag og generalforsamlingens godkendelse optages i selskabet. Æresmedlemmer er kontingentfrie og uden stemmeret.

Stk. 4 Ekstraordinære medlemmer kan efter bestyrelsens forslag og generalforsamlingens godkendelse optages i selskabet. Som ekstraordinære medlemmer optages personer, som ikke opfylder betingelserne for medlemskab ifølge stk. 1, 2 og 3. Ekstraordinære medlemmer er uden stemmeret.

§ 5 Generalforsamlingen.

Stk. 1 Selskabets højeste myndighed er generalforsamlingen.

Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes 1 gang årligt, og den skal for at være beslutningsdygtig varsles af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med en dagsorden mindst 2 uger forud for generalforsamlingens afholdelse. Medlemmers forslag til optagelse på den ordinære generalforsamlings dagsorden skal være bestyrelsen i hænde senest 4 uger før generalforsamlingens afholdelse.

Stk. 3 Dagsorden for generalforsamlingen skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af referat af forrige generalforsamling
3. Formandsberetning
4. Aflæggelse af det reviderede regnskab
5. Valg af revisor og revisorsuppleant
6. Redegørelse for budget
7. Fastsættelse af kontingent
8. Beretning fra udvalg
9. Rettidigt indkomne forslag fra medlemmerne
10. Valg til bestyrelse
11. Valg til udvalg
12. Eventuelt

Stk. 4 På generalforsamlingen vælges under formandens ledelse en dirigent.

Stk. 5 Stemmeafgivelse sker normalt ved håndsoprækning, men skal dog ske skriftligt når mindst to medlemmer kræver det. Skriftlig stemmeafgivning sker ligeledes ved alle valg, hvor der er flere kandidater end ledige poster. Ved valg mellem flere kandidater sker afstemningen ved, at der på samme seddel kan stemmes på så mange kandidater, som der er ledige pladser. Stemmeafgivning ved fuldmagt kan ikke finde sted.

Stk. 6 Under dagsordenens pkt. 12 kan forsamlingen ikke træffe beslutning eller foretage valg.

Stk. 7 Generalforsamlingen afgør alt andet end vedtægtsændringer (§10) og selskabets ophævelse (§12) ved simpel stemmemajoritet.

Stk. 8 Beslutningsreferat fra generalforsamlingen udsendes til samtlige medlemmer.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling.

Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 6 af selskabets medlemmer skriftligt fremsætter ønske herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal for at være beslutningsdygtig varsles af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert medlem med en dagsorden mindst 2 uger forud for den ekstraordinære generalforsamlings afholdelse, og denne skal finde sted senest 6 uger efter, at begæring herom er bestyrelsen i hænde.

Stk. 2 Dagsorden for ekstraordinær generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Behandling af den sag, der har foranlediget den ekstraordinære generalforsamling indkaldt
3. Eventuelt
Om forretningsordenen i øvrigt henvises til § 5, stk. 4, 5, 6, 7 og 8.

Stk. 3 Et forslag, som er forkastet på en ekstraordinær generalforsamling, kan ikke atter bringes frem før næste ordinære generalforsamling.

§ 7 Selskabets bestyrelse.

Stk. 1 Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer og sekretær.
Formanden skal være speciallæge i neurokirurgi eller ortopædkirurgi. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling og der skal i bestyrelsen være 2 speciallæger i ortopædkirurgi fra Dansk Ortopædisk Selskab og 2 speciallæger i neurokirurgi fra Dansk Neurokirurgisk Selskab. Bestyrelsens formand vælges af generalforsamlingen, hvorefter de øvrige medlemmer af bestyrelsen samt en suppleanter vælges. Bestyrelsen udpeger selv sin næstformand, kasserer og sekretær. Et valg til bestyrelsen gælder for 2 år, genvalg kan finde sted.

Stk. 2 Bestyrelsen leder selskabets virksomhed, og formanden tegner selskabet. Formanden kan til enhver tid indkalde bestyrelsen til møde, og han skal gøre dette, såfremt 2 af bestyrelsesmedlemmerne fremsætter ønske herom. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, og sekretæren fører en forhandlingsprotokol. Hvis der ved afstemning i bestyrelsen er stemmelighed bortfalder forslaget.

Stk. 3 Såfremt formanden fratræder indenfor valgperioden indkalder bestyrelsen til ekstraordinær generalforsamling, i henhold til §6, indenfor 3 måneder. Her vælges den nye formand, og valget af den nye formand gælder frem til den anden af de efterfølgende ordinære generalforsamlinger. Hvis den ordinære generalforsamling falder indenfor 3 måneder efter formandens fratræden vælges den nye formand her og indtil da fungerer næstformanden som formand.

Stk. 4 Såfremt et bestyrelsesmedlem fratræder indenfor valgperioden, indtræder suppleanten i bestyrelsen.

§ 8 Regnskab.
Regnskabsåret er fra 1.1. til 31.12.. Regnskabet revideres af en af generalforsamlingen for 2 år valgt revisor eller revisorsuppleant. Begge kan genvælges.

§ 9 Kontingent.
Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling i henhold til dagsordenens punkt 7.

§ 10 Vedtægtsændringer.
Ændringer i selskabets vedtægter kan kun foretages, når ændringerne forinden har været udsendt skriftligt til medlemmerne senest sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Vedtægtsændringerne kan kun vedtages på en generalforsamling, når mindst ½ af de ordinære medlemmer er tilstede, og når 2/3 af de fremmødte er for ændringen. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for
et forslag om vedtægtsændring, men uden et tilstrækkeligt antal medlemmer er tilstede, indkalder bestyrelsen inden for 3 måneder til en ekstraordinær generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 af de fremmødte medlemmers stemmer.

§ 11 Særlige opgaver.
Generalforsamlingen eller bestyrelsen kan nedsætte udvalg til at varetage særlige opgaver. Valg til sådanne udvalg kan ikke være gældende i mere end 4 år, men genvalg kan finde sted. Sådanne udvalg kan ikke rette udadgående henvendelser på selskabets vegne uden først at have opnået bestyrelsens godkendelse hertil.

§ 12 Selskabets ophævelse.

Stk. 1 Beslutning om selskabets ophævelse eller sammenlægning med et andet selskab kan kun træffes på en generalforsamling, når mindst ½ af de ordinære medlemmer er til stede, og når 2/3 af de fremmødte er for forslaget. Opnås der på en generalforsamling 2/3 majoritet for ophævelse af selskabet, men uden et tilstrækkeligt antal medlemmer er til stede, skal forslaget sendes til urafstemning blandt selskabets ordinære medlemmer så betids, at urafstemningen kan være afsluttet inden 3 måneder efter generalforsamlingen. Til vedtagelse kræves 2/3 af de afgivne stemmer.

Stk. 2 Ved ophævelse træffer en generalforsamling afgørelse om selskabets formue.

§ 13 Ikrafttræden.
Nærværende vedtægter vedtaget den 25. september 1998.